SSWs historie
Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) blev grundlagt efter Anden Verdenskrig som politisk repræsentation for det danske mindretal og de nationale frisere. Dens oprindelige målsætning om en genforening med Danmark er i dag veget for en regional orientering. Efter en nedgangperiode i 1950erne og 60erne har SSW i dag succes som regionalt mindretalsparti, der gør en særlig indsats for Sydslesvig.
Dansk succes i efterkrigstiden
Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) blev grundlagt 1948 som politisk repræsentation for det danske mindretal efter krav fra den britiske besættelsesmagt. Ved grundlæggelsen tilsluttede de nationale frisere i Nordfrisland sig det nye parti.
Ved sit første valg, kommunalvalget 1948, fik SSW 26 % af stemmerne i Sydslesvig. Ved valget til Forbundsdagen i Bonn i 1949 opnåede partiet et sæde i det øverste tyske parlament.
Denne massive opbakning varede dog ikke ved. Håbet om en genforening med Danmark blev ikke indfriet. Efterkrigstidens ekstremt høje valgresultater stabiliserede sig på et lavere leje. Stemmetallene i grænseregionen vidnede stadig om et stærkt dansk mindretal. Men især i det sydlige Sydslesvig måtte SSV affinde sig med en betydelig nedgang.
Mindretalsrettigheder
I landdagen havde SSW siden 1947 6 mandater, men en 5%-spærregrænse indført i 1950 blev hurtigt et problem. SSW opstillede kun i Sydslesvig, og derfor var det dobbelt svært at nå 5 % af alle stemmer i den samlede delstat. Efter valget i 1953 måtte SSWs Hermann Clausen forlade Forbundsdagen igen. I 1954 kom SSWs stemmeandel i Slesvig-Holsten ned på 3,5 % og mindretallene mistede deres pladser i Kiel. Herefter blev kommunerne det vigtigste virkeforum.
I 1955 afgav Danmark og Tyskland Bonn-København-erklæringerne, der skulle sikre mindretallenes rettigheder på begge sider af grænsen. I denne forbindelse blev SSW fritaget for spærregrænsen. I 1958 indtog Samuel Münchow og Berthold Bahnsen atter pladserne i Kiel - på baggrund af en stemmeandel i Slesvig-Holsten, som nu udgjorde 2,8 %.
Fra 1962 sad friseren Bahnsen som eneste SSW-repræsentant i Landdagen.
SSWs stemmetal var stadig for tilbagegående. Det laveste niveau opnåede det ved landdagsvalget i 1971 med 19.720 stemmer (1,4 %).
Fra genforening til regionalparti
I 1950erne og 60erne ændredes SSWs rolle. Fra omkring 1950 var det oprindelige separatistiske budskab og drømmen om genforening med Danmark uden reelt indhold. Målet blev derfor nyformuleret. Sydslesvig skulle ikke bringes til Danmark, men Danmark til Sydslesvig. SSW fik til opgave at skabe betingelser for en dansk og frisisk for mindretallene. Gennem praktisk politik skulle sikres de bedst mulige økonomiske betingelser.
I landdagen markerede den frisiske landdagsmand Berthold Bahnsen frem til 1971 en sådan politik. Han samlede sin energi om de spørgsmål, som var af konkret betydning for mindretallene og fik et godt samarbejde med tyske politikere.
.
I 1966 fik SSW nyt partiprogram. SSW fremhævede sig selv som aktiv medarbejder i landet Slesvig-Holsten: "I bevidstheden om statsborgerligt medansvar vil SSW konstruktivt arbejde med på landets udformning." SSW ville arbejde ud fra det demokratiske nordiske forbillede, så mindretallene blev en bro til nabostaten og fortalere for landsdelens særlige historie og behov. I det næste program fra 1981 blev ambitionerne udvidet. SSW fremhævede sig nu som "Anwalt des Landesteils Schleswig", som fortaler ikke blot for bestemte folkegrupper, men for Sydslesvig som sådan. SSW ville være et ligeværdigt regionalparti.
Karl Otto Meyer-æraen
Det blev linjen, da Journalisten Karl Otto Meyer i 1971 efter Berthold Bahnsens uventede død overtog mandatet i Kiel. Den nye landdagsmand viste hurtigt en ny stil. Han tog stilling til landspolitikken i bred almindelighed - ikke kun til mindretalsspørgsmål.
K. O. Meyer kæmpede stædigt for fuld ligeberettigelse til de danske og frisiske befolkningsdele. I landdagen steg antallet af SSW-initiativer markant i 1980'erne. Et af resultaterne var forhøjelsen af landets tilskud til de danske skoler til 100 % i 1985.
Ved valgene blev tilbagegangen nu afløst af stabilisering. Mandatet i landdagen lå fortsat på vippen, men SSW blev gang på gang tungen på vægtskålen, når der skulle dannes regering i Kiel. Det gav øget opmærksomhed i medierne.
Af særlig betydning blev den såkaldte Barschel-skandale i 1987. Karl Otto Meyer optrådte i medierne som den ubestikkelige og SSW som det eneste ubelastede parti. Bonus'en var et klart forbedret vælgresultat i 1988. Siden oplevede SSW konstant fremgang.
Fortsat succes
Denne udvikling fortsatte også efter at Meyer efter eget ønske forlod Landdagen til valget i 1996. Efterfølgerne blev Anke Spoorendonk og Peter Gerckens. For første gang siden 1962 sad mere end en repræsentant for SSW i delstatsparlamentet.
Anke Spoorendonk videreførte konsekvent Karl Otto Meyers politiske stilændring i 70'erne: SSW tager i dag stilling til alle landspolitiske spørgsmål og markerer sig som politisk kraft, der er uafhængig af de to store blokke i tysk politik.
Et højdepunkt opnåede SSWs succes ved landdagsvalget 2000, hvor partiet næsten kunne fordoble sit stemmetal fra 38.285 til 60.367 (4,1%). Det overvældende resultat skyldes, at SSWs liste på grund af en ændring i valgloven for første gang også kunne vælges i Holsten. SSW opstillede dog fortsat udelukkende valgkredskandidater i Sydslesvig.
Ved landdagsvalget i 2005 fik SSW 51.920 stemmer (3,6 %) og var i perioden 2005-2009 atter repræsenteret af to landdagsmedlemmer: Anke Spoorendonk og Lars Harms.
Et nyt højdepunkt oplevede SSW i september 2009, da der var landdagsvalg i utide. SSW fik 69.701 stemmer (4,3%), og med Anke Spoorendonk, Lars Harms, Silke Hinrichsen og Flemming Meyer holdt hele fire SSWere indtog i landdagen.
Ved landdagsvalget i maj 2012 fik SSW 61.025 stemmer (4,6 %) og gik for første gang i sin historie aktivt med i en regeringsdannelse (sammen med SPD og De Grønne).
I den 18. slesvig-holstenske landdag (2012-2017) var SSW repræsenteret med tre landdagsmedlemmer: Lars Harms, Flemming Meyer ogJette Waldinger-Thiering. Og for første gang med en egen minister: Anke Spoorendonk blev minister for justits, Europa og kultur i den rød-grøn-blå landsregering.
Efter landdagsvalget 2017 dannede CDU, FDP og De Grønne for første gang en såkaldt Jamaika-koalition. SSW fik 3,3 % af stemmerne og er fortsat repræsenteret med tre laddagsmedlemmer i den 19. slesvig-holstenske landdag (2017-2022): Lars Harms, Christian Dirschauer og Jette Waldinger-Thiering.
Efter landdagsvalget 2017 dannede CDU, FDP og De Grønne for første gang en såkaldt "Jamaika-regering" i Slesvig-Holsten. SSW opnåede 3,3 Prozent af stemmerne og rykkede påny ind i landdagen med tre mandater: Lars Harms, Flemming Meyer og Jette Waldinger-Thiering. I 2020 gik Flemming Meyer på politisk pension, og den nyvalgte landsformand Christian Dirschauer rykkede ind i parlamentet.
I 2021 opstillede SSW for første siden 1961 en kandidat til forbundsdagsvalget. "Danskerkongen" (Bild) Stefan Seidler sørgede for et frisk pust i valgkampen med sin slogan "Jetzt kommt der Norden" og en valgkamp i vikingerstil og klarede springet i Forbundsdagen med 55.000 andenstemmer. I Berlin kæmper Seidler især for mindretallenes og slesvig-holstenske interesser, men tager også stilling til alle andre aktuelle emner på forbundsagendaen.
Ved landdagsvalget 2022 opnåede SSW sit bedste resultat siden partiets grundlæggelse. 79.301 Zweitstimmen (5,7 procent) blev det til, og dermed klarede SSW for første gang spærregrænsen af egen kraft. Antallet af mandater kunne atter forøges til fire, ligesom SSW genopnåede fraktionsstatus. Den nye SSW-politiker ved siden af Lars Harms, Jette Waldinger-Thiering und Christian Dirschauer er Sibylla Nitsch. Jette Waldinger-Thiering valgtes tilmed som SSWs første landdagsvicepræsident.
Literatur:
Henningsen, Lars, Jørgen Kühl, & Martin Klatt (1998): SSW - Dansksindet politik i Sydslesvig 1945-1998. Flensburg: Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek.
Kühl, Jørgen & Martin Klatt (1999): SSW- Minderheiten- und Regionalpartei in Schleswig-Holstein. Flensburg.