Pressemitteilung · 16.09.1999 Pia Kjærsgaard kan ikke tage det danske mindretal til indtægt for fremmedfjendsk danskhedspolitik
Af Anke Spoorendonk
Da Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard på det sidste offentligt henviser til det danske mindretal i Sydslesvig for at retfærdiggøre sin fremmedfjendske danskedhedspolitik, tager jeg som repræsentant for Sydslesvigsk Vælgerforening, det danske mindretals parti syd for den dansk-tyske grænse, hermed på det kraftigste afstand fra, at mindretallet tages til indtægt for Dansk Folkepartis politik. Som argument anfører hun bl. a., at danskheden i Sydslesvig konstant er under pres, og at de danske sydslesvigere af samme grund krampagtigt holder fast ved deres danskhed. Pia Kjærsgaard har åbenbart ikke fattet, at vi i Sydslesvig står for det modsatte af, hvad hun opfatter som kernepunkt i al danskhed.
Når vi i Sydslesvig taler om danskhed, så sker det ud fra en forståelse af, at vi i lighed med danskheden nord for grænsen er et produkt af de folkelige bevægelser, som i forrige århundrede førte til at "folket satte sig i bevægelse" dvs tog hånd om sin egen situation. Stikordene er: højskolebevægelsen og andelsbevægelsen på landet; arbejderbevægelsen i byerne. Alt dette er der sagt og skrevet meget om her i 150 året for Junigrundlovens tilblivelse. Derfor er vi i Sydslesvig stadig glade for at synge af Højskolesangbogen, lige som vi holder fast i vore traditionelle årsmøder. Med årsmøderne har vi det som med juleaften: Vi ville savne dem, hvis ikke de var der. I øvrigt ved vi, at danskhed aldrig kan være et spørgsmål om enten-eller. Sort-hvid-tegning har intet med vilkårene i et grænseland at gøre.
Vores syn på danshed står altså mere for en selvbevidst holdning om, at "jeg sgu er min egen" fremfor en chauvinistisk opfattelse af af at "vi-er-bedre-end-andre". Pia Kjærsgaards danskhed står for lukkethed og frygt. Hun stigmatiserer indvandrerne som kulturløse barbarere ved at skrive, at "fremmede kulturer via masseindvandring med usvigelig sikkerhed forvandler Danmark til et multietnisk samfund, som truer med at genindføre middelalderen". Derved fremprovokerer hun en indvandreridentitet, der bygger på afgrænsning til det danske. Det danske mindretal i Sydslesvig står for en danskhed, som ikke vil trække nye grænser, hverken direkte eller indirekte. Det centrale i vores danskhed er retten til kulturel selvbestemmelse til kulturel mangfoldighed.
Et nationalt mindretal har andre rammebetingelser end etniske mindretal, dvs mennesker der er kommet til os som indvandrere eller som flygtninge. For det danske mindretal i Sydslesvig er det en selvfølge, at vi om nogen bør udvise solidaritet med andre mindretal - det være sig andre nationale mindretal i Europa eller etniske minoriteter i Slesvig-Holsten. Eller sagt på en anden måde: Hvis ikke vi, som lever i et fredeligt grænseland, skulle føle et sådant ansvar, hvem skulle så? Vore historiske erfaringer gør, at vi kun alt for godt kender betydningen af et fredeligt samliv mellem flertal og mindretal.
For Sydslesvigsk Vælgerforening er mindretalspolitik god samfundspolitik. Af samme grund går vi ind for en human asyl- og flygtningepolitik, og gik bl.a. imod den tyske grundlovsændring, som siden 1994 har ført til, at det er blevet stadig vanskeligere at opnå asyl i Forbundsrepublikken. Krigen i Kosovo burde have gjort det klart for enhver, at mindretalspolitik er fredspolitik både forstået som udenrigs- og som indenrigspolitik. Det ville føre for vidt i denne sammenhæng at gøre rede for mindretalsordningerne i det dansk-tyske grænseland. Men den afgørende pointe er, at det ikke gælder om at sammenligne mindretal med mindretal - f.eks. det danske med andre mindretal i Europa - men derimod skabe lige vilkår for flertal og mindretal i et samfund. Målet er, at alle mennesker i et samfund bør have mulighed for at udfolde sig socialt, politisk og kulturelt set.
